Læs materialetOpret pjece
Læs materialetOpret pjece

Psykiske reaktioner - hvad sker der og hvad kan du gøre?

Har I været udsat for røveri i butikken, kan der komme nogle psykiske eftervirkninger hos jer, og det er helt normalt. Reaktionerne kan være meget forskellige fra person til person. Der er ikke nogen reaktion, der er rigtig eller forkert. Nogle reagerer ved at græde, råbe, fare hvileløst omkring eller ”blot” stirre ud i luften. Nogle får skyldfølelser, andre bliver vrede og andre igen forsøger at fortrænge oplevelsen og følelserne. Reaktionen kan også være fysisk, fx ved søvnløshed, manglende koncentrationsevne og hjertebanken. 

Typiske naturlige reaktioner kan være:

  • Situationen opleves som virkelighedsfjern, og din tidsfornemmelse kan være væk.
  • Du græder pludselig, føler dig vred eller angst eller genoplever situationen som en film, der kører igen og igen.
  • Du kan føle dig utilpas, have hjertebanken eller kvalme, være svimmel, eller opleve at dine hænder ryster.
  • Du kan have svært ved at sove, og din appetit kan være påvirket.
  • Du bliver bange for at være alene, eller du kan helt miste lysten til at være sammen med andre mennesker.
  • Du reagerer på lyde, lugte, kundetyper eller situationer, der minder dig om røveriet.
  • Reaktionerne vil ofte fortage sig i løbet af 1-2 uger.

Hvad kan du selv gøre:

  • Tal med din leder, kollegaer eller familie, om det du har oplevet.
  • Fasthold dine rutiner i dagligdagen: stå op om morgenen, gå til dine normale fritidsaktiviteter og gå på arbejde, så snart du kan (helst dagen efter).
  • Sørg for at få din søvn og noget at spise.
  • Dyrk motion for at komme af med stresshormonerne.
  • Gør ting du godt kan lide.
  • Undgå alkohol og andre stimulanser.

Hvad kan du gøre for at hjælpe en kollega, familiemedlem eller ven, som har oplevet et røveri:

  • Vis omsorg, nærhed og respekt.
  • Lad personen tale ud om hændelsen – lyt uden at afbryde og acceptér gentagelser.
  • Analysér og forklar ikke hændelsen – tal heller ikke om, hvordan de andre har det.
  • Bagatellisér ikke hændelsen. 
  • Hjælp med praktiske ting som fx at køre personen hjem, få arrangeret at børnene hentes og lad aldrig den kriseramte være alene – sørg for, at der er nogen hjemme hos personen.

Professionel hjælp

A. Vi har en aftale med en krisepsykolog, der kontaktes ved røveri.

 

__________________________________________

(Navn og telefonnummer indsættes af virksomhed)  

B. Du kan have brug for professionel hjælp, hvis de naturlige reaktioner du har ikke aftager inden for 1-2 uger. Nedenstående reaktioner kan også være tegn på, at du har brug for hjælp:

  • Hvis du ikke har sovet flere dage i træk.
  • Hvis du begynder at tale tåget og usammenhængende.
  • Hvis du ikke kan kende dig selv.
  • Hvis dine venner og familie synes, at du opfører dig meget anderledes.
  • Hvis du bliver ved med at opleve røveriet igen og igen.

Kontakt din nærmeste leger og undersøg, om der er mulighed for at få krise- eller psykologhjælp via din arbejdsgiver ellers kontakt din egen læge.

Tilbage